Våbentransporterne.
Foruden med flygtninge beskæftigede »Laksene« sig også med våben-transport.
Man tog flygtninge med til Sverige og fik våben med tilbage.
En enkelt gang blev de, hentet i Klagshamn syd for Malmø, men almindeligvis fik man dem i Simrishamn.
SE 63 "Ramona" af Christiansø - en del af "Laksene"
ses her i Svaneke Havn (inderhavnen)
Det var orlogskaptajn Bangsbøll, også kaldet »Onkel«, der sammen med Hasager Christiansen stod for organisationen i Skåne. Hasager Christiansen var, efter at være kommet til hægterne igen i Sverige, atter gået aktivt ind i modstandsarbejdet, og med sit store personkendskab specielt til bornholmer-ne var han blevet en værdifuld støtte for dem.
I løbet af sommeren 1944 var der efterhånden blevet skabt en god forbindelse mellem Sverige og grupperne i Danmark.
Man havde arrangeret sig med skibe, der sejlede med stykgods mellem Bornholm og Sjælland - eller andre egnede steder - således, at de blev dirigeret til nærmere angivne positioner, hvor de mødte både fra Sverige og fik deres våbenlast om bord. Våbnene kom således ikke til Bornholm, men bornholmske skibe var transportører.
Et af disse fartøjer var galeasen »Villig« fra Nexø ført af Peter Bendtsen.
På dansk side var denne trafik blevet ledet af orlogskaptajn Hector Bundesen, men da denne blev arresteret den 2. september 1944, overtog translatør P. Prom organisationen.
På dette tidspunkt var det søløjtnant R. J. Thomsen, der på Bornholm sørgede for at organisere det, der berørte øen. Foruden at være efterretningsmand varetog han også opgaver med at ompakke og omlade våbensendingerne, der kom til øen. Foruden den ovennævnte metode for transporterne til Danmark foregik det nemlig også ved, at de enten med en illegal rute sendtes til Haralds havn, eller ved at de kom med almindelige fragtskibe til Rønne eller Nexø.
I alle tilfælde var det Ole Holm, der havde med landtransporten at gøre. Kom varerne med et fragtskib, blev kasserne som alt andet losset ud på kajen, hvor de så blev hentet for næsen af de tyske havnevagter og som regel kørt hjem i Ole Holms garage.
Alfred Bidstrup fortæller om, da han første gang deltog i indsmuglingen af nogle våbenkasser. »Skibet kom til Rønne Sydhavn og lagde til neden for havnens pakhus, og samme aften ved 21-tiden mødes Thomsen, kvartermester Petersen og jeg ved skibet.
Kvartermesteren havde en lille lastvogn med, som var indregistreret til CB-vogn. Vi begyndte straks at bære våbenkasserne ind i vognen, men samtidig begyndte tyskerne at belyse hele havneområdet med deres lyskastere således, at det meste af skibet lå badet i lys, hver gang lyskeglen gled over os. Resultatet blev, at vi, når lyskeglen kom til os, smed kasserne på dækket eller waterlisten for så at tage fat igen, når lyskeglen var passeret.
Medens vi blev belyst, sad vi inde i styrehuset og drak og sang, så det så ud, som om vi var fulde.
Da vi så havde fået lastbilen fuld med våbenkasserne, startede vi, men da vi skulle dreje fra Sydhavnen og hen mod den gamle havn, nægtede bilen at trække læsset.
Vi havde læsset for meget på. Nå, men vi fik bæstet i gang igen og kom hen til vejerboden, hvor jeg også havde min bil stående. Denne fyldte vi op med våbenkasserne og kørte ud efter næste læs.
Medens vi holdt der omtrent midt mellem havnene og blev belyst af tyske lyskastere, skal jeg ikke nægte, at jeg var meget nervøs.«
Inden Alfred Bidstrup kom ind i det ovennævnte arbejde, havde han, som så mange andre, arbejdet mere eller mindre på egen hånd. Allerede et par dage efter den 29. august var den første flygtning kommet til ham for at bede om hjælp, og det var ikke vanskeligt for Bidstrup at finde en skibsfører, der ville tage flygtningen med til Sverige.
Det var Axel Nicolaj Jensen med M/S »Nora«, der overførte ham til svensk havn, og inden længe var der opstået et godt samarbejde mellem de to.
Det var i øvrigt ikke alene danskere, men også to hollændere og nogle fransk-mænd, som han fik af sted på denne måde. Hollænderne havde først boet nogle dage i repræsentant Ilsøes vaskehus, men overførtes derefter til frk. Marie Sommers hjem, hvor de fik overladt hele lejligheden, samtidig med at hun skaffede dem både mad og andet, som de behøvede, indtil »Nora« kunne sejle dem til Sverige.
Med hensyn til franskmændene agerede Bidstrup nærmest tolk, da denne transport fandt sted, efter at Bidstrup havde fået forbindelse med »Laksene« i oktober 1944.
I oktober 1944 var Gestapo, i aktion på Bornholm og da man følte, at søløjt-nant Thomsen var kommet i farezonen, blev han den 24. oktober flyttet fra Bornholm til København, hvor han kunne fortsætte sit illegale arbejde. Han afløstes af søkadet Ole Bidstrup (illegalt:Oskar), der med ungdommelig begejstring og initiativrigdom varetog våbentransporterne.
Hans iver, der endog førte til, at han uden bemyndigelse søgte at skaffe våben til bornholmerne ved at forhandle i Sverige herom, bragte ham endog i modsætningsforhold til sine overordnede.
Transportsektionen, der illegalt benævntes »Skovsvinegruppen«, som Prom var leder af, tog sig både af våbentransporter, godsforsendelser og af og til også af flygtninge. Han har selv skrevet herom bl. a.:
»Disse transporter omfattede i første omgang transporten af 3000 maskinpistoler, der var indkøbt i Sverige. Importen var netop påbegyndt, og der var pr. 5. september modtaget i alt 120 stk.
De næste 50 stk. blev indført via Bornholm, men henved midten af september afsejlede den af os chartrede kutter »Havet« herfra med Møller om bord som en slags supercargo og afhentede i løbet af den følgende uge 515 stk. plus 1 million patroner.«
I alt transporterede »Skovsvinene« omkring 300 tons våben fra Sverige til Danmark, og det eneste tab, man havde, var en kasse, der endte i Nyhavn.
Også på Bornholm klarede man forsendelserne uden tab. Selv om tyskerne lavede razzia på vejene, var øen heldigvis ikke større, end at transporterne altid blev advaret i tide og kunne blive dirigeret ad andre veje.
I 1944 var alle sendingerne endnu direkte bestemt til København, men efter nytår, da lokalkomiteen havde beklaget sig tilstrækkeligt meget, fik man lov til at beholde en vis del af forsendelserne til øens egen modstandsbevægelse.
Redaktør Kjødt tog sig da af forsendelserne, der blev oplagret forskellige steder rundt om på øen.
Optegnelser fra 1945 viser, at der f.eks. på de nævnte datoer er tilgået Bornholm følgende mængder våben og ammunition:
Den 10. marts: 56 karabiner og 16.800 stk. ammunition.
Den 18. marts: 18 kasser P. 1-9 mm.
Den 24. marts: 12 kasser karabiner, 13 kasser ammunition og 3 kasser magasiner.
Den 25. marts: 2 kasser »konvolutter«, dvs. i alt 10 stk. Suomi maskinpistoler, 8 kasser P. 1, dvs. 1100 sv. 9 mm ammunition pr. kasse.
Den 12. april: 8 kasser Stengun a 6 stk. og 32 kasser 9 mm ammunition a 1200 stk.
US karabin
Suomi / Husqvarna maskinpistol
Stengun maskinpistol
Til transporterne krævedes naturligvis penge, da der blev brugt en hel del brændstof til disse ture, og endelig var der en vis risiko for, at båden kunne blive opbragt. Bidstrup fortæller herom: »Vi var efterhånden kommet dertil, at vi betalte føreren af båden 1000 kr. pr. tur for flygtninge indtil 10 mand,
og derudover 100 kr. pr. mand.
Til en begyndelse betalte vi selv, når flygtningene ikke havde penge, men egne midler forslog ikke ret meget, og det var meget begrænset, til hvem vi turde gå og bede om hjælp.
Hjælpsomheden var dog meget stor hos de folk, til hvem jeg henvendte mig, og jeg fik aldrig nej.
I alt skaffede jeg mere end 16.000 kr. til veje incl. de penge, jeg selv lagde til.
Jeg havde lagt ca. 2700 kr. til side, som skulle have været brugt til at fejre mit 25 års jubilæum som kgl. vejer og måler i Rønne.«
Siden kom arbejdet i forbindelse med »Laksene«, og da Gestapo begyndte at interessere sig lidt for meget for Bidstrup, gik han den 6. april 1945 under jorden«.
Han tog på landet og boede forskellige steder, dog mest på Kåsegård og hos sin svoger, Ipsen, Brændesgårdshaven.
Det lykkedes ham derfor at blive på Bornholm lige til kapitulationen, hvorved han samtidig kunne holde daglig forbindelse med sit arbejde i vejerboden.
Arbejdet med omladningerne af våben på Bornholm kunne naturligvis også give nogle nervepirrende situationer, som f. eks. den 5. april 1945, da fiskehandler Nicolaj Jensen hentede nogle kasser med våben, som var ankommet med »Nora«.
Han tog dem ad nogle gange på sin trillebør og kørte dem hjem, hvor kasserne blev lagt under Jensens veranda. På sin ene tur havde Jensen fire kasser på trillebøren og et par sække og nogle få fiskekasser ovenpå. På vejen mødte han to tyske officerer, der standsede ham og talte med ham i et kvarter, medens han roligt stod og fortalte tyskerne nogle gode historier.
Blot en lille luftning, der havde løftet sækkene, ville for tyskerne have åben-baret den interessante last på trillebøren.
Heldigvis var det kun en del af lasten, der skulle hentes på denne måde. Fiskeskipper Axel Jensen havde fra »Nora« fået afleveret godt halvdelen af lasten af våbenkasser i Nexø havn, men forskellige forhold havde gjort, at han ikke kunne komme af med det hele der.
En af de mere maleriske skikkelser, der beskæftigede sig både med våbentransport og flygtningetransporter, var H. P. Bendtsen med "Villig".
Det morede ham at »tørre« tyskerne, og hans specielle ligefremme facon overraskede dem.
Karakteristisk i den henseende er vel en episode, da han kom med våben fra Sverige i kasser, der var emballeret som »Levende planter fra Trelleborg planteskole«.
Han beretter selv: »Da tyskerne kom, sagde jeg: 'Du skal træde forsigtigt, for det er levende planter. Det er derfor, vi losser selv.' Tror du så ikke, der falder en satans maskinpistol ud af en balle, men heldigvis så de det ikke. Så sagde jeg: 'Har jeg ikke sagt dig, Jens, at det er levende planter det her.'
Han var døeme så bleg. Senere fik jeg nogle andre kasser om bord, hvorpå der stod: 'Kønrøg', og dem sejlede jeg til København.«
