En "Flyvende Fæstning" B 17 nødlander i Ibsker.
Den 11. april 1944 kl. 14.52 meldte den tyske kystvagt ved Svaneke,
at en 4-motorers US-bomber var nødlandet i Ibsker.
To grupper i bil rykkede omgående ud og fandt maskinen kl. 15.30, men besætningen var væk, og trods, øjeblikkelig gennemsøgning af omliggende marker og grøfter indtil kl. 21, fik tyskerne intet resultat.
To underofficerer og fire menige blev efterladt til bevogtning af maskinen.
Den Flyvende Fæstning B 17 42-31156 "Big Stoop" mavelandede i Ibsker 1944.
"Big Stoop" set forfra.
Samme fly et bagfra.
Se evt. nærmere info om bombefly typen B 17 her
Bombetogtet:
Briefing var kl. 0400 hours på Rattlesden Airfield, Suffolk, England.
35 stk. amerikanske Flyvende Fæstninger B-17 angreb derefter flyfabrikkerne i Arnimswalde, men målet var dækket af skyer, og i stedet bombede formationen Stettin, der var det alternative mål.
Umiddelbart efter at bomberne var kastet, blev flyet "Big Stoop" ramt af antiluftskyts og på to motorer måtte propellerne kantstilles (så luftmod-standen og brændstofforbruget blev mindre).
Maskinen satte nu kurs over Østersøen mod det neutrale Sverige for at nødlande der.
Det var stadig meget overskyet, da "Fæstningen" fløj over Østersøen.
Klokken godt 14 kunne man i Gudhjem og Svaneke se en stor flyvemaskine kredse over Østersøen. Maskinen gik lavt, og besætningen kastede forskellige ting ud for at lette det. Efter at have kredset på den måde i henved en halv times tid satte bombemaskinen kursen mod nord, men vendte et øjeblik efter tilbage.
Da den ”Flyvende Fæstning” kom over Nexø åbnede tysk antiluftsskyts ild mod maskinen, som derefter drejede mod nord.
Bomberen kredsede så en tid over omegnen, gik lavt ned og landede velbeholden på en mark i nærheden af ”Skyttegaard” i Ibsker – godt 1 km. nord for Nexø.
Piloterne havde foretaget en vellykket mavelanding.
Den havde hjulene trukket ind for gøre landingsdistancen kortere”.
Amerikanerne var lettede over således at være nået frem til "Sverige", men de fik snart andet at tænke på.
Tililende fik hurtigt forklaret flyverne, at de var landet i en del af det tyskbesatte Danmark, og at tyskerne kunne ventes hvert øjeblik.
Den ti mand store besætning delte sig så omgående i hold på to og søgte væk i forskellige retninger.
"Big Stoop"s besætning.
Om eftermiddagen nåede to af flyverne til avlsbruger Knud Lassen.
Han ringede efter nogen tid til det danske politi. A. Andersen, der modtog beskeden, spurgte Knud Lassen: »Er De nu sikker på, at det ikke er tyskere? Lad mig hellere tale med dem.« Andersen gav nu amerikanerne besked om hurtigst muligt at søge ind i skoven og videre i en bestemt retning, hvorefter han, da han mente, at de havde fået tid til at komme af vejen, kl. 18.30 underrettede tyskerne, som han skulle. Denne fremgangsmåde var i øvrigt en taktik, som man også benyttede ved senere lejligheder.
Da tyskerne kort efter ankom til gården, var flyverne stukket af, og gennemsøgning af den omliggende egn var resultatløs.
Ibsker Præstegård ses nederst i billedet (bindingsværksbygningen).
Foto 1949
To af de ti flyvere dukkede om aftenen den 12. april op ved Ibsker præstegård.
Det var Left Waist Gunner, S/Sgt Henry R. McCowan og Ball Turret Gunner, S/Sgt James L. Prusa.
Pastor Ejner Olsen sørgede godt for dem, men trods hans forsøg på at overtale dem, krævede de af ham, at han rekvirerede den tyske værnemagt.
Til sidst måtte han bøje sig for deres ønske, og ved midnatstid underrettede han derefter tyskerne, hvorefter Svaneke kystvagt kl. 01.15 sejrrigt kunne melde til hovedkvarteret, at de havde arresteret to af de flygtede flyvere, der kl. 4 om natten blev bragt til Rønne.
Hårdt angrebet måtte pastor Olsen endog i en søndagsprædiken forsvare sin handlemåde over for menigheden.
De 2 krigsfanger blev bragt til Dulag Luft ved Oberursel til afhøring.
Efter afhøring blev Henry R. McCowan sendt til Stalag Luft IV Gross Tychow."
James L. Prusa blev sendt til Stalag 17B Braunau Gneikendorf nær Krems i Østrig.
Huset til venstre, Bølshavn 62, blev flere gange benyttet til ophold af personer der ventede på at blive sejlet til Sverige.
Fire fra den nødlandede flyver dukkede op i haven til Svend Aage Muncks sommerhus i Bølshavn.
Svend Aage Munck var annoncechef - forretningsfører i Berlingske Tidende og blev aldrig kaldt andet end "Berlinermunken".
De fire fra besætningen kom to og to med et par dages mellemrum og blev gemt bort hos nogle naboer.
Det var Pilot 1st Lt Howard S. Pauling, Bombardier 2nd Lt Paul N. Scherer,
Tail Gunner S/Sgt Elvin Albaum og Right Waist Gunner Leo V. Kingston.
To unge danskere, den 20-årige Clarence Jensen og den lidt ældre Knud Andersen påtog sig at sejle flyverne til Sverige.
Neden for Ypnastedbakken boede fisker Harald Hansen, der havde sin båd liggende i en lille naturhavn. ”Haraldshavn”.
"Haraldshavn"
De to unge aftalte med ham, at den hængelås, som alle både dengang skulle være forsynet med, skulle han lade være med at smække, og derfor var det ikke så vanskeligt for dem natten til den 16. april at »stjæle« båden.
De seks mand i den lille overfyldte båd fik en hård tur, men trods anstrengelserne nåede de alle velbeholdne, men forkomne, til den frelsende kyst i Sverige.
Tyskerne havde svært ved at godtage tyveriet, da Harald Hansen den følgende dag anmeldte det, men noget bevismateriale mod ham havde de ikke.
(Harald Hansen fik sin båd igen fra Sverige med besvær efter krigens slutning.)
Den 12. april om aftenen kom to af flyvere til ejendommen Granly ved Smedegård i Olsker sogn.
Det var Navigator, 2nd Lt Ernest M. Norman og Radio Operator, T/Sgt Paul D. Knight.
De bankede på yderdøren og bad om mad og husly.
Hugo Carlsen tog vel imod dem, og efter at flyverne var blevet vasket, spiste de sammen med familien, og alle gik i seng.
På en eller anden uopklaret måde fik tyskerne imidlertid besked om flyvernes tilstedeværelse, og næste dag, efter at alle lige havde spist morgenmad, kom en personbil og to store lastvogne med tyske soldater kørende ind til ejendommen, der straks blev omringet.
Flyverne, der så vognene, var omgående klar over situationen, hvorefter de i hast tømte deres lommer og kastede alt i stuens kakkelovn, hvor det hele brændte, da tyskerne kom ind i stuen.
De spurgte, om der var amerikanske flyvere på ejendommen, hvortil Carlsen svarede benægtende. Desværre fandt tyskerne imidlertid flyverne, der forinden havde gemt sig under sengene i ægteparret Carlsens soveværelse.
Tyskerne havde først gennemsøgt lade og lofter og var blevet mere og mere ophidsede over ikke at finde nogen, så da de omsider opdagede amerikanerne under sengene, var de blevet godt ophidsede, og medens de trak dem ud ved benene, slog de dem med geværkolberne.
Såvel flyverne som Carlsen blev derefter sat ind i en af lastvognene, og tyskerne, der nu var faldet til ro, gav dem cigaretter og hver en kappe.
I øvrigt forløb transporten uden episoder, og Carlsen blev ved ankomsten til Galløkken Kaserne (nu Danhostel Rønne Vandrerhjem) indsat i arresten.
Gentagne gange blev Carlsen forhørt og gjort opmærksom på, at befolkningen i de bornholmske dagblade var blevet advaret mod at hjælpe allierede flyvere, og at en sådan hjælp kunne medføre dødsstraf.
Hertil erklærede Carlsen dog blot, at han læste ikke aviser, og han rettede sig kun efter, hvad der stod i bibelen.
Han blev spurgt, om han også ville have hjulpet nødstedte tyske soldater, og da han svarede: » Ja, selvfølgelig, om det så var russiske soldater, ville jeg hjælpe dem,« blev tyskerne så mærkelige over for ham, at han havde indtrykket af, »at de troede, jeg var tosset«.
Tyskerne kunne ikke få ham overbevist om nogen kontakt til modstands-bevægelsen, og da man fik både det danske politi og sognepræsten i Olsker til at gå ind på tyskernes karakteristik af Carlsen som værende lidt småtosset, blev Hugo Carlsen atter løsladt efter 28 dages ophold den 14. maj 1944.
De 2 krigsfanger blev bragt til Dulag Luft ved Oberursel til afhøring.
Efter afhøring blev Ernst M. Norman sendt til Stalag Luft III Sagan og senere flyttet til Stalag XIIID Nuremberg-Langwasser.
Paul D. Knight blev sendt til Stalag 17B Braunau Gneikendorf nær Krems i Østrig.
To af besætningsmedlemmeme, Co-Pilot, 2nd Lt Lauren Davis og Top Turret Gunner, Sgt Glenn Standish var 3 dage efter nødlandingen nået nord for Hasle og havde gemt sig i nærheden af Jons Kapel.
Politibetjent Ebbe Hasselholt Jørgensen i Hasle fik et praj om det af en kollega, og sammen med hotelejer Bidstrup tog han ud for at lede efter dem og fandt dem.
Amerikanerne blev i første omgang gemt hos fisker H. P. Holm i Teglkås, og lørdag aften den 15. april opsøgte Hasselholt Jørgensen fisker Ernst Petersen, der netop kom ind i Hasle Havn med båden »Svanen«og en god fangst på 80 kasser torsk.
Under losningen fik han fiskeren sat ind i sagen. De to havde tidligere samarbejdet, og som før nævnt havde Ernst Petersen allerede været i Sverige flere gange med flygtninge.
Der var imidlertid to vanskeligheder. Dels kunne Ernst Petersen ikke stikke af igen lige omgående uden at vække opsigt, og dels var tyskerne naturligvis netop i denne tid meget påpasselige med at sikre sig, at ingen båd gik ud med »passagerer«.
Det aftaltes, at afsejlingen skulle foregå mandag den 17. april om morgenen, og at flyverne forinden skulle flyttes over til Bidstrup på »Herolds Hotel«.
Om søndagen blev »Svanen« gjort klar til afsejling og fortøjet ved kajen nær hotellets have.
Ernst Petersen fortæller derpå, at »kl. 5 mandag morgen kørte jeg fra mit hjem med den trillebør, der er forsynet med jernring, den raslede bravt
således at alle, også de tyske vagter, kunne forstå, at dette var en åbenlys foreteelse.
Fiskeredskaberne blev bragt om bord og anbragt efter en forud lagt plan sammen med tomme fiskekasser således, at der i bådens lastrum var en ledig friplads på godt en madras under dækket.«
Medens tyskerne var optaget af at undersøge en anden kutter, gik flyverne lige så stille de få skridt fra hotellets have til båden og gemtes uantastet under fiskegarn m. v.
Som politibetjent stemplede Hasselholt Jørgensen derefter »Svanen« klar til afsejling, og så var det tyskernes tur.
Få minutter efter kom så tyskerne. Mens to soldater blev stående på kajen med skarpladte maskinpistoler, gik en tredje om bord i kutteren for at undersøge, om alt var i orden.
Ernst Petersen, bedstemand Frede Olsen og Aksel Jensen havde med våben taget opstilling på passende steder for at uskadeliggøre tyskerne og stikke til søs, hvis flyverne blev opdaget.
Det var lige ved at gå galt, da en af tyskerne, der skulle undersøge lastrummet, snublede over noget grej, og de danske fiskere var lige ved at sætte skyderiet i gang, men heldigvis havde tyskeren intet opdaget, og »Svanen« fik af tyskerne tilladelse til afsejling.
Dermed var kvalerne imidlertid ikke forbi.
En tysk u-båd dukkede op uden for havnen og fulgte kutteren til fiskepladsen. 9.600 fiskekroge blev kastet i fire rækker, og derefter ankrede man op, og da natten faldt på, blev lanternen sat.
U-båden forsvandt, og lanternen blev flyttet over på en bøje, hvorefter man uden lys listede af mod Sverige.
»I tåge, blæsevejr og regn fandt vi Skillinge, hvor flyverne blev sat over i en bundgarnsbåd, således at vi var fri for at gå i havn«.
De 2 amerikanske flyvere nåede hurtigt ind til kysten, hvor de blev modtaget af den svenske kystvagt, og efter få dages ophold i Stockholm gik turen i et kurerfly tilbage til England, hvor de ankom den 27. april.
Efter overleveringen af flyverne sejlede Ernst Petersen straks tilbage til fiskepladsen.
»Ved et held fandt vi igen vore kroge, og her var vi i fuld sving med at drage dem ind, da den næsvise u-båd mødte frem igen allerede kl. 6 om morgenen.
Tirsdag aften ved 19-tiden sejlede Ernst Petersen ind i Hasle Havn med 95 kasser torsk i lasten. Her stod Hasselholt Jørgensen og ventede spændt på, hvordan turen var gået. "Svanen" havde ladet vente på sig. "Han blev så glad, som kun et godt menneske kan være," slutter Ernst Petersen sin fortælling om episoden."
Tyskerne var langt fra tilfredse med, at de kun havde fanget fire af den ti mand store besætning fra flyveren, og den tyske kommandant von Rosenberg beklagede sig voldsomt herover til politimester d'Auchamp.
Rosenberg forlangte, at der skulle indrykkes en bekendtgørelse i bladene om, at der fra tysk side ville blive truffet drastiske forholdsregler over for befolkningen, hvis der blev ydet hjælp til de allierede flyvere.
Politimesteren forelagde spørgsmålet for statsadvokaten for særlige anliggender, og fredag aften den 14. april kunne man da i de bornholmske dagblade læse følgende annonce:
»På dertil given foranledning skal man henlede opmærksomheden på, at man fra tysk side betragter enhver hjælp til fremmede flyvere som »Feindebegünstigung«, og at straffen herfor er meget hård, evt. dødsstraf.
Rønne, den 14. april 1944.
Politimesteren. «
Ingen misforstod annoncen, og samtidig gav politimesteren ordre til samtlige politistationer på øen om, at anmeldelser til dansk politi om allierede flyvere skulle videregives til politiassistent Johannes Hansen, som bagefter ville underrette tyskerne.
Betjent Ebbe Hasselholt Jørgensen, Hasle, forlod Bornholm den 1. juni 1944 og tilbragte resten af krigen i Sverige.
Han havde hjulpet med illegale transporter til Sverige med både Det Østbornholmske Dampskibsselskabs skib "Carl" og Ernst Petersens fiskerbåd "Svanen".
Det Østbornholmske Dampskibsselskabs skib "Carl", her ved Svaneke Havn
Blev brugt af modstandsgruppen "Liseruten" hvor flok blev sat af i Falsterbokanalen.
Ebbe Hasselholt Jørgensen klarede sig i Sverige ved arbejde i jordbrug og senere som fisker, inden han sluttede sig til Den Danske Brigade i Sverige.
Den 5. maj 1945 kom Brigaden via Helsingør til København, hvor han deltog i en kort kamp.
Han blev afskediget som politimand på grund af illegal udrejse (!)
men det lykkedes ham og andre at blive ansat igen!
I mange år var han derefter ved politiet i Randers.
Han fik efter krigen en tak fra USA's præsident.
