"Laksene" - "Lakseruten"
Som omtalt, bl.a. i forbindelse med nødlandede flyveres flugt fra Bornholm, var der flere muligheder for at komme til Sverige fra øen med mindre både, og en af de mest brugte og bedst organiserede ruter af disse var vel nok den, der gik under navnet »Laksene«.
Der var en direkte forbindelse via »Østersøen« mellem København og fyrmester Jakobsen på Christiansø, der stod i spidsen for »Laksene«.
Fyrmester Jens Peter Jakobsen, Christiansø
Fyrmester Jakobsen residerede på Christiansø, der takket være sin beliggenhed havde gode muligheder for en illegal forbindelse til Sverige.
Den mere tilfældige forbindelse, der var blevet startet i efteråret 1943, fik
Jakobsen ind i faste rammer, således at ruten fik en fast organiseret forbin-delse fra København til Rønne og tværs over Bornholm til forskellige havne for derfra at gå videre til det frie Sverige.
Jakobsens kontakt i København var fuldmægtig Hansen i Fyrdirekroratet, og denne havde dels forbindelse til en organisation for flygtninge og dels til sabotageorganisationen »Holger Danske«, der til gengæld forsynedes med sprængstof og ledningsmateriel.
På Christiansø var kun en enkelt upålidelig person, som imidlertid efter henstilling til Fyrdirektoratet blev forflyttet fra øen, således at man fra efteråret 1944 kunne arbejde friere.
Flugttjenesten tværs over øen var ordnet med folk som vognmand Ole Holm, Rønne, Niels Anker Koefoed fra St. Almegård, Anker Madsen, dyrlæge Stender i Østermarie, Carlo Dam, Holger Molander, Vigo Holm og Poul Møller.
I begyndelsen hjalp politikommissær Johs. Hansen også med.
Organisationen kostede naturligvis penge, og disse skaffedes bl.a. fra kontorchef Abitz på amtskontoret, der via amtmandinden, fru Stemann, fik kontakt til hendes bror, chefredaktør Hakon Stephensen på Politiken, som kunne fremskaffe de nødvendige midler.
Andre midler fik Jakobsen ved at gå til skibsreder Knud Lauritzen.
Første gang, Jakobsen sejlede illegalt, var det med »Illum«, der tilhørte Richard Larsen, Nexø.
Det drejede sig den gang om en jøde, som skulle til Sverige.
Da organisationen »Laksene« var dannet, foregik transporterne imidlertid hele tiden med Axel Hansens »Ramona«, der havde en forholdsvis lydløs motor.
SE 63 "Ramona" af Christiansø
Axel Hansen fortæller selv herom: »Første gang tog vi fra Hammerhavnen til Kåseberg i Sverige, men der havde vi så meget vrøvl.
Der måtte vi gå om bord igen, så næste gang gik vi til Simrishamn i Sverige, men vi måtte passe på alle de fiskere, der kendte os.
Det var nærmest toldfunktionæren og vagten der, som hjalp os, men de var ualmindelig fine derovre.
Fiskeskipper Axel Hansen, Christiansø, fører af "Ramona"
Selv politiet blev bremset af marinesoldaterne, når vi kom til Simrishamn.
Vi lå yderst for os selv.
Min førstemand, Hilmer, var en førsteklasses mand.
Bedstemand Hilmer Frithiof, Christiansø
Tyskerne havde Hilmar engang nede på kroen for at pumpe ham.
De vidste, at der var noget galt, men de vidste ikke hvad. De fik dog ikke noget ud af det, for jo mere han drak, og jo mere fuld han blev, desto mere stum blev han, og så opgav de.«
Senere kom også Peter Sonne, Svaneke, der førte postbåden mellem Svaneke og Christiansø, med ind i organisationen.
Transporterne udgik som regel fra Haraldshavn i Ypnasted, men også Svaneke benyttedes en enkelt gang, og her dannede Peter Sonne ligefrem en selvstændig gruppe »Svaneke-gruppen«, der arbejdede sammen med »Laksene«.
Postbådsfører Peter Sonne
"Haraldshavn" er i øvrigt et kapitel for sig. Et sted mellem Gudhjem og Svaneke danner de grå klipper en naturlig havn, som fisker Harald Hansen gjorde den bredere og dybere og skabte sig her sit eget lille fiskerleje.
Man kan kun komme til den ad en smal, snoet vej, der nærmest var nogle hjulspor, og derefter ad en lille sti, der endte i "Haraldshavn" i Ypnasted.
Den var godt gemt og gjorde vældig nytte under krigen.
»Ramona« brugte havnen. Det var en af de få både, der kunne gå helt ind i havnen, men var vejret lidt uroligt, måtte også »Ramona« lægge sig udenfor, medens flygtningene blev roet ud til den i en mindre jolle.
Her i denne skjulte havn blev våben og ammunition fra Sverige også bragt i land.
Den bedste sending var vel nok i april 1945. Axel Hansen havde ofte gjort vrøvl, når han fik en 3-4 kasser om bord, for, som han sagde, hvis vi bliver taget, så er det jo ligegyldigt, hvor meget der er.
Resultatet var at svenskerne en dag fyldte op med 3-4 tons våben og ammunition om bord og spurgte, om han så var glad - og det var Axel Hansen.
Han afsejlede med hele den tunge last først til Christiansø, hvor »Ramona« blev liggende natten over, men da der næste dag pludselig dukkede syv tyske hurtigbåde op i Christiansø havn, forsvandt han samme aften og afsejlede til klipperne ved "Haraldshavn".
Her blev lasten hentet af en bonde med to kraftige heste for vognen, men selv med en hel del folk til at hjælpe, var det svært nok at få vognen op ad den dårlige vej. Intet under var det dog, at alle var henrykte for den store høst.
"Haraldshavn" i Ypnasted.
Selvfølgelig gik det ikke altid lige glat. Således blev »Ramona« en dag, den stod ud fra Simrishamn, med interesse fulgt af en tysk u-båd en times tid efter afgangen fra havnen, og medens de tyske søfolk stod og betragtede SE 63"Ra-mona«, fulgte den ved siden af »Ramona« i et par timer.
»Ramona« havde på dette tidspunkt svensk flag oppe, og den havde svenske numre på skroget. Efter to timers forløb dukkede endnu en tysk u-båd op, og sammen fulgte de »Ramona«, indtil den var blot en 20 minutters sejlads fra Christiansø.
Så endelig vendte u-bådene, og på »Ramona« fik man travlt med at udskifte det svenske flag og de svenske numre med Dannebrog og danske numre, så den uden komplikationer kunne stå ind i Christiansøs havn.
Tyskerne havde åbenbart færten af, at »Ramona« var indblandet i illegal trafik, men de troede, at båden var svensk.
Det forårsagede, at da Gøteborgkutteren »Ramona« dukkede op i farvandet omkring Bornholm, blev den sænket af kanonild fra en tysk u-båd. Besætningen blev lykkeligvis samlet op af en anden Gøreborg-kutter, ført af svenskeren Oscar Gerle.
Den rigtige »Ramona« kunne nu uhindret fortsætte sine togter.
Blandt flygtningene var også i den sidste del af krigen andre end dem, der blev sendt fra København.
Således blev en af de tyske vagter, der var østriger, sendt til Sverige, idet man på Christiansø camouflerede hans forsvinden, som om han var druknet, og tyskerne troede på det.
Også nogle hollændere og franskmænd, der var blevet tvangsudskrevet af tyskerne til fronttjeneste på Østfronten, hjalp man.
De blev hentet af Christiansøs tjenestekutter »Hroar« i Haraldshavn og sejlet til Christiansø. Her pressede man nogle svenske kuttere til at tage dem med det sidste stykke vej til Sverige.
De var med nogle tyske flygtninge kommet til Bornholm, hvor de stak af og gemte sig i skovene.
En af dem blev fundet af nogle unge mænd. Det var en hollænder, som ved hjælp af vagtværnet blev overladt til fru Håkansson, der selv var hollænder. Han gik dårligt, da han havde fået infektion i et sår i sit ene ben, men han blev hjulpet af overlæge Olsen, og inden længe var han så rask, at han kunne gå ud, og da han tilmed nu optrådte lidt for dristigt, blev han hurtigst muligt sendt til Sverige.
Lidt af den samme tankeløshed viste en tidligere koncentraditionslejrfange.
Da den danske generalkonsul med personale i Danzig blev hentet af en fiskeskipper fra Bornholm, kom der bl.a. også en mand med, der havde siddet i koncentrationslejren Stutthof nær Danzig.
Han var meget ivrig efter at komme videre, og da han dagen efter sin ankomst gik på gaden i Rønne og spurgte alle og enhver, hvordan man kunne komme videre til Sverige, måtte redaktør Kjødt gribe ind.
Han gik ud med sin pibe i lommen og stak den i ryggen på ham og sagde: »Så er det med her.«
Det var lige uden for amtsgården, hvor der stod en flok tyskere, men han fulgte med uden vanskeligheder og fik så forklaret sagen siden.
Han boede hos Kjødt en uges tid, hvorefter han kom til Christiansø, hvor han var yderligere et par dage, inden Axel Hansen på »Ramona« kunne sejle ham til Sverige.
Fyrmester Jakobsen har fortalt: "at det var vigtigt for ruten, at der ikke var for mange, der vidste noget om dens eksistens, og det lykkedes virkelig at holde den skjult. Tyskerne vidste godt, at der foregik noget, men de kunne ikke komme ind på livet af os. Man benyttede altid Christiansø-kutteren "Ramona", der ejedes af fiskeskipper Axel Hansen, og det var faktisk kun ham og hans makker , Hilmar Frithiof og postbådsfører Peter Sonne, Svaneke, samt jeg, der vidste noget. Gode folk hver for sig. Uden dem havde det slet ikke kunnet lade sig gøre."
Peter Sonne stillede sig selv og postbåden til rådighed, når der var behov.
Der blev transporteret flygtninge til Christiansø, som Axel Hansen så sejlede til Simrishamn i Sverige. På tilbageturen tog han våben med som enten blev landet i "Haraldshavn" eller kom til Svaneke med postbåden.
I 1995 markerede hele Danmark 50-året for befrielsen og afslutningen af anden verdenskrig.
Kommunalbestyrelsen omdøbte i 1995 en del af Havnebryggen i Svaneke til gadenavnet "Lakseruten".
