Den kolde krig.
Under den kolde krig stod NATO-landene (eller Vestblokken, vist med blå)
over for Warszawapagt-landene (eller Østblokken, vist med rød).
Den kolde krig er betegnelsen for de konflikter i international politik, der opstod mellem landene i de to militæralliancer NATO og Warszawapagten (anført af hhv. USA og Sovjetunionen) i perioden fra 2. verdenskrigs afslutning til Sovjetunionens opløsning i 1991.
Den kolde krigs forløb var kendetegnet ved, at højspændte perioder vekslede med perioder med afspænding.
Den kolde krig begyndte dramatisk få år efter 2. Verdenskrigs afslutning med Truman-doktrinen i 1947, den sovjetiske blokade af Berlin i 1948-49 og Koreakrigen 1950-53.
Herefter fulgte en kort periode med afspænding, inden de næste konflikter brød ud, dels i Mellemøsten og Ungarn i 1956, dels i Berlin omkring 1960, samt ikke mindst Cubakrisen i 1962, hvor man var meget tæt på en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen.
Den amerikanske præsident Ronald Reagans første embedsperiode 1981-85 var præget af en kraftig oprustning og nedfrysning af kontakten mellem parterne.
Med Mikhail Gorbatjovs overtagelse af den sovjetiske ledelse i 1985 ændredes sovjetisk udenrigspolitik hen mod afspænding og samarbejde med NATO-landene, og en række vellykkede møder mellem Gorbatjov og Reagan indvarslede en ny periode med afspænding.
