Stubmølle.

Tegning: Anker E. Kofoed. 
​

Stubmøllens virkemåde vises på tegningen.

Stenbjælken (G - H) Dens navn hentyder til at den bærer kværnstenene.
Stenbjælkens midte er det punkt hvorom møllen drejer, alt hele "møllekassen" hænger på stenbjælken.
Mølletypen har sit navn efter stubben (A - B) som står stille og har skråstøtter (C) så den ikke vælter. Skråstøtternes ene ende (D) holdes på plads af en kraftig krydsfod (E - F).
Den kraftige Stub går op gennem møllens nederste etage (Broloftet) til den kraftige stenbjælke, der ligger under Kværnloftets gulv.
Toppen af stubben er så selve punktet, hvor hele møllen drejer om.
Under Broloftet hvor stubben går op igennem, er der "en stabilisator", den skal modvirke at møllekassen evt. "kæntrer". 

Krydsfoden kan stå nede på terrænet eller evt. være hævet op på et fundament.

Man drejer (krøjer) hele stubmøllen manuelt op mod vinden, ved hjælp af møllens "stjert" (hale) der er placeret modsat vingerne.
Det er også via stjerten man kommer ind i en stubmølle.
De bornholmske stubmøller har "split" sat på vingerne istedet for sejl af stof.
Split er tynde træplader.  

Stubmøllerne menes indført til Bornholm med Lybækkerne i 1500 tallet og var den almindelige vindmølletype indtil de første hollandske møller indførtes på øen i slutningen af 1700 tallet.

De ældre stubmøller var ikke udstyret med megen mekanik til mel og grynbehandling og havde kun få kværne.

Omkring år 1800 var der ca. 75 stubmøller på Bornholm.​

På Bornholm var mølleriet frit erhverv, der var ikke forbundet privilegier med det. Alle kunne slå sig ned som møller.

Mange møller specielt stubmøller på Bornholm er blevet flyttet, nogle ovenikøbet flere gange.
Trækonstruktionen kan let skilles ad og samles igen på det nye sted.