Skarprettere og henrettelser på Bornholm
Ca 1660 - 1800.
Kilde: Jesper Vang Hansen
Rev. Eigil Jensen
Den hængte tyv.
Historier om henrettelser og skarprettere er frastødende og fascinerende på samme tid.
I al sin gru er det også en beretning om et samfund som forandres.
Skarpretteren arbejdede i statens tjeneste og han skulle eksekvere domme udstedt af de bornholmske by- og herredsting og det bornholmske landsting.
Fra 1661 og til skarprettertjenesten på Bornholm blev nedlagt i 1802 skete en professionalisering.
Efter 1728 og til 1780 tilhørte skarpretterne familiedynastier, der havde specialiseret sig i det makabre arbejde.
Skarpretterne anbefalede hinanden til de ledige stillinger. Tjenesten gik ofte i arv fra far til søn.
Fra 1780 blev opgaven tildelt apotekeren i Rønne, der næppe havde forestillet sig, at fuldføre arbejdet personligt, men sørge for at nogen gjorde det.
I de første årtier kunne dødsdomme dømmes alene ved underretten, men det var almindeligt, at de blev anket til Landstinget i Åkirkeby.
Fra starten af 1700-tallet blev dødsdommene tillige prøvet ved højesteret, som ofte omstødte dommen ”af kongelig nåde” til livsvarigt arbejde på f.eks. Spindehuset og Bremerholm i København eller også til arbejde i jern på Christiansø.
Der var mange henrettelser i 1660’erne, men antallet aftog med årene.
I periodens slutning gik der henved 10 år mellem at nogen blev idømt den ultimative straf at miste livet.
Oplysningstiden resulterede i en ændret straffelovgivning, som var starten på afviklingen af korporlige afstraffelser.
I hele perioden var skarpretteren den embedsmand, der alene i kraft af sin eksistens, skulle advare folk om, at loven skulle holdes.
Skarpretterens ansættelse.
I 1662 blev Bornholms Len nedlagt og erstattet af Bornholms Amt som "højeste administrative led" på Bornholm.
Og i stedet for en Lensherre var der nu en Amtmand.
På Bornholm blev skarpretteren så nu ansat af Amtmanden og ansættelsen blev konfirmeret af den enevældige konge, som var den suveræne og retfærdige dommer.
Skarpretteren udførte sit arbejde i kraft af kongens love.
Amtmand Christian Gedde udnævnte den 30. marts 1681 Oluf Jensen til skarpretter på Bornholm fra 1. maj 1681.
I ansættelsesbrevet pointeredes det, at han skulle udføre amtmandens eller amtsbetjentenes befalede opgaver – om det var med ”sværd, strikke eller andet som hans bestilling og embede vedkom”.
Han skulle forrette sine opgaver med al ”flid, ædruelighed, skikkelighed samt med nidkærhed”. Desuden skulle han forholde sig som enhver anden ”Mestermand og Skarpretter”.
Ansættelse skulle vare så længe, som han kunne varetage sine opgaver. Han skulle han nyde samme løn som sin forgænger.
Henrettelsesformer
Skarpretterens opgaver.
Skarpretteren håndterede de fleste former for legemlige afstraffelser.
Dømmes man til ”kagen” eller ”til at miste sin hud”, betød det piskning, som skarpretteren udførte.
Vanærende straffe, som for eksempel anbringelse i gabestokken, blev ikke udført af skarpretteren, men oftest af bysvenden hvis opgaver kan sammenlignes med politibetjentens eller arrestforvarerens.
Der var forskellige henrettelsesmetoderne alt efter forbrydelsens art:
Tyveri blev straffet med hængning.
I dommene brugtes udtrykket ”til galge og gren”, der indikerer at den dømte kunne hænges i en gren uden videre foranstaltning.
Tyven fik lov til at hænge i sin strikke til legemet faldt ned til skræk og advarsel for andre, der kunne fristes til at begå samme forbrydelse.
Metoden skal ses i sammenhæng med beskyttelse af den private ejendomsret.
I den ældste lov, Jyske lov, var det tilladt herredsfogeden at hænge en tyv uden dom, hvis kosterne havde en værdi på en halv mark, og hvis tyven var taget på fersk gerning.
Den militære domstol kunne desuden dømme soldater til døde ved hængning for andre forseelser.
Hængning for tyveri blev afskaffet i Christian den femtes Danske lov i 1683, men genindført i 1693 efter adskillige klager.
Kvinders fødsler i dølgsmål og efterfølgende foster- eller barnedrab blev takseret til dødsdom.
Det er for denne forbrydelse, der sker flest henrettelser på Bornholm.
Straffen lød på ”at miste sin hals” enten ved sværd eller økse.
Hvis det blev afsløret, at det ikke var første gang, at kvinden havde ombragt sit barn, kunne henrettelsesmetoden suppleres med at en hånd blev afhugget, hvorefter det og hoved blev sat på en steile.
Legemet blev begravet på retterstedet.
Blodskam afstraffedes på samme måde. Der er flere tilfælde af dødsdomme i denne gruppe, heraf også af en kvinde, der havde været vidende om datterens forhold til stedfaren.
Seksuel omgang med dyr – kaldet forbrydelser mod naturen – blev straffet med bålet. På Bornholm kendes to eksempler på seksuel omgang med køer, hvor koen tillige blev brændt, sidste gang i 1693.
For mord var henrettelsesmetoden halshugning med sværd.
For alle henrettelser gjaldt, at legemet ikke kunne begraves på indviet jord med mindre at kongen gav tilladelse til det. De fleste henrettede legemer blev begravet på retterstedet.
Tilskuere overværer en henrettelse.
Skarpretternes stilling i samfundet
Skarpretterne blev rekrutterede fra samfundslag, der sjældent er omtalt i kilderne, hvorfor de er svære at identificere.
Det ser ud til, at frem til 1728, var skarpretterne bornholmere eller indvandrere fra Skåne. De beholdt hvervet indtil de døde.
De havde assistenter, der kunne håndtere sværdet og klare jobbet med at ”ophænge misdæderen” i galgen.
Frem til 1728 tyder det på, at skarpretteren havde hjælp fra en af amtet ansat ”natmand”, der også havde til opgave at flå selvdøde dyr.
Natmanden var ansat med løn i form af bolig og jord.
Det var almindeligt, at hvervet gik i arv fra far til søn.
De ”bornholmske” skarprettere kunne ikke læse eller skrive, men dog printe sit mærke/bogstaver, hvilket fremgår at de bevarede lønkvitteringer, som amtsskriveren formulerede for at bevise sine udgifter.
Samfundets syn på skarpretteren
Skarpretteren blev almindeligvis betragtet som et uhæderligt menneske, man ikke skulle omgås.
På Nørre herredsting den 28. august 1744 blev der læst en skrivelse fra stiftsbefalingsmand Gerstorphs til kommandant Kruse og amtmand Urne.
Almuen advaredes om ikke at udøve ”mytteri enten i ord eller gerninger” mod Bornholms skarpretter Asthausen og hans familie.
Skete det igen ville man blive sagsøgt og straffet for at angribe på skarpretterens ære, liv og gods.
Advarslen må have været en konsekvens af klager fra skarpretteren, der ønskede at blive betragtet som et ærligt menneske.
Bortset fra to skarprettere, Haagen Nielsen og hans søn Niels Haagensen, er der kun få familieoplysninger at finde i kilderne.
Fadderne til Niels Haagensens børn der er nævnt i Østermarie kirkebog og i Ibsker kirkebog ved deres dåb stammer alle fra lokalområdet og heriblandt flere fra Maccabæus slægten, som er en indvandrerfamilie fra Skåne.
Umiddelbart kunne det tyde på en helt almindelig omgangskreds, som andre.
Skarpretterens bolig
Fra 1742 boede skarpretteren i Rønne. Før den tid er der kun få oplysninger om, hvor de boede bortset fra Haagen Nielsen og hans søn Niels Haagensen i Bølshavn og i Listed fra 1682 til 1728.
I Bornholmske stednavne fra 1951 kobles Bølshavn til bøddelen, men faktisk boede Haagen Nielsen i Bølshavn, før han blev udnævnt til skarpretter.
Hans mange år i Bølshavn har sandsynligvis skabt opfattelsen at det var bøddelens havn. Allerede i 1744 finder man i udbyggernes fæsteprotokol navnet Bøddels-gaden, der jo klart kobler stedet til bøddelen.
Peder Nicolai Skougaard skrev i 1804, at Bølshavn stammede fra det gamle mandsnavn Bele (s. 261)
Der var kun en skarpretter på Bornholm og han måtte lade sig transportere rundt på hele øen for at eksekvere domme.
Han måtte endda også nogen gange tage turen til Christiansø.
Skarpretterens løn
Skarpretterens faste løn kom op på omkring 100 rigsdaler, hvilket svarede til de højere embedsmænds løn.
Skarpretteren blev betalt af tre forskellige kasser. Så tidligt som 1624 blev skarpretteren betalt af en ekstraordinær skat, der blev pålagt hver bonde og borger.
Bonden på landet og borgeren med jord i købstadens vang skulle betale 4 skilling. Husmænd/udbyggere og borgere med jordløse huse i købstaden og fiskerlejerne betalte 2 skilling.
Den anden del af lønnen bestod i 33 1/3 rigsdaler (50 slettedaler), der stammede fra knægtepengene, der var pålagt hver bondegård på Bornholm.
Knægtepenge var primært tiltænkt uddannelse af unge mænd i krigskunst. Knægtepengene eksisterede indtil skarpretterembedet blev nedlagt i 1802.
Den sidste del af lønnen var betalingen for hver eksekution han udførte.
Lønnen var god og det kan undre at da Niels Haagensen dødsbo skulle vurderes i 1728, var der blot et faldefærdigt 4 stolperums hus og intet andet af værdi.
De professionelle skarprettere efter 1728
Skarpretterne efter 1728 var udefra kommende ”professionelle” folk, som havde været assistenter for skarprettere andre steder i Danmark.
De tilhørte familiedynastier fra indvandrede skarprettere fra Tyskland eller hertugdømmerne.
I jordebogsregnskabernes bilag kan man se, at de underskrev sig med deres fulde navne hvilket viser, at de kunne læse og skrive.
Flere kunne endda formulere breve og argumentere for højere løn.
Den første at disse nye professionelle skarprettere var August Anthon Lædel [Leddet]. Han var gift med Sofie Mühlhausen, der kom fra en kendt bøddelfamilie fra Nordtyskland.
Han var ung (født 1701) og havde et potentiale til at kunne klare større og vigtigere opgaver end Bornholm.
I 1733 blev han forflyttet til Christiania [Oslo] i Norge, hvor han blev ”stamfader” til fire generationers skarprettere indtil 1846.
Periode uden skarpretter 1733-1742
Den 3. september 1733 blev Anna Pedersdatter dømt til kagen på Vester herredsting for ”uordentlig omgang med barnefødslen”.
Skarpretter Lædel var netop rejst fra landet. I stedet for piskningen, lod amtmanden hende fængsle i Rønne rådhuskælder i 5-6 uger, hvorefter han løslod hende uden videre straf.
Ingen anden end en skarpretter kunne eksekvere dommen.
Johanne Pedersdatter fra Nyker havde født i dølgsmål og blev dømt til henrettelse.
Johanne Pedersdatter blev arresteret den 23. februar 1735. Først den 23. februar 1737 blev hun sendt til København, hvor dødsdommen blev fuldført.
I kommissionsforretninger i 1738 beregnedes at merudgifterne for arrestation i 24 uger kostede 30 rigsdaler og 51 skilling.
I mangel på skarpretter fandt amtmand West en løsning med at bede den militære “Profos” at udføre afstraffelser.
Det skete mindst to gange. Den 2. april 1738 fik profos Jørgen Larsen 3 rigsdaler for at piske Jep Esbersen fra Klemensker.
Han blev netop dømt til at miste sin hud for begået tyveri. ”Profos” var militærets fangefoged som også fuldbyrdede legemsstraffe bortset fra henrettelser.
Det var dyrt at få en skarpretter til Bornholm, hver gang der skulle ske en henrettelse, ligesom det var dyrt at fragte den dødsdømte til København til eksekution ved en af de københavnske skarprettere eller ved en af de to bødler i Københavns Stift.
Situationens alvor ses af at der i 1739 udstedtes en kongelig resolutionen, at der skulle være en skarpretter på Bornholm.
Den kongelige vilje var ikke nok. Først knapt tre år efter lykkedes det at finde en person, der ville tage til Bornholm.
