Horisontalmøllen på Christiansø.
Udsnit af kort - tegning Christiansø ca. 1740
Her kan man tydeligt se hvordan møllen så ud.
Læskærmene (ses til venstre) skulle flyttes alt efter vindretningen.
Hvis møllen ikke havde nogen læskærme, kunne vingerne slet ikke dreje.
("den bremser sig selv")
Christiansø ca. 1740 - horisontalmøllen ses til højre
Kortbilag fra Anker E. Kofoed's bog Christiansøs Historie, udgivet 1961
Historien om Horisontalmøllen er også hentet i ovennævnte bog
Uddrag af bogen:
.... For at kunne få malet mel til at bage med, så havde man små hånddrevne møllekværne på Christiansø.
Det kom der et forslag om at ændre:
Peter den Store anbefalede commandant von Halbruck at erstatte fæstningens små håndstålkværne med vindmøller, det ville give bedre mel og spare arbejdskraft.
Anbefalingen blev givet i sommeren 1716; men først i 1732 blev den fulgt; idet der med generalmajor Niels Westh i Rønne som mellemmand blev indledet forhandlinger med en bornholmsk møllebygger, kvartermester Lars Nielsen fra Habbedam i Olsker, som - trods sine 71 år - var en særdeles habil bygmester.
Forhandlingerne har sikkert især drejet sig om møllens ydeevne og ydre form.
Møllen måtte hverken genere fæstningens kanoner eller i for høj grad tjene som skive for fjendens, og her havde horisontalmøllen en afgjort fordel fremfor stubmøllen og den hollandske mølle, hvis vinger bevægede sig i lodret plan, mens horisontalmøllens bevægede sig i et vandret om en lodret aksel, der - som i foreliggende tilfælde - ved hjælp af tandhjul overførte vindens energi til kværnen.
Da møllen på Christiansø skulle kunne male henved en halv snes tønder rug i døgnet ved god møllebør, måtte kværnen have en diameter på ca. 1 ½ m; men dertil krævedes vingedimensioner, som Lars Nielsen stod helt fremmed overfor, helt andre end dem, han kendte fra de bornholmske hus møller, som folk kaldte »Djævledanse«.
Der kunne således blive vanskeligheder nok, og der manglede heller ikke på advarsler fra familie og venner; men trods det undertegnede alligevel den gamle kvartermester den 28. maj 1732 en kontrakt med generalmajor Westh, der optrådte på kongens vegne, om opførelsen af en horisontalmølle på fæstningen.
Lars Nielsen skulle have 300 rdl. for arbejdet og tømmeret, halvdelen straks og resten, når arbejdet var godkendt efter prøvemalinger.
Mur- og stenarbejderne skulle fæstningen selv besørge.
Arkiverne opbevarer en del korrespondance møllebyggeriet ved rørende; men alle tegninger i større målestok synes at være gået tabt.
Heldigvis gør 4 tegninger i »Hærens Bygningstjeneste's arkiv« tillige med en prospekt tegning i » Det kgl. Bibliotek« - trods målestokkens lidenhed - det dog muligt at gøre sig en forestilling om møllens konstruktion.
Møllehuset synes - idet alle mål er skønsmæssige - at have været en stenbygning 8 m X 8 m X 3 m,
dækket af et lavt pyramideformet tag med et hul i midten, hvorigennem den lodrette mølleaksel stak op.
I akselhovedet var fastgjort 6 stk. 6 m lange vinger med lodretstående tremmeværk (hækværk), hvortil sejlene var fæstede, når møllen skulle male.
Vinden påvirkede imidlertid vindfanget lige stærkt til omdrejning i begge retninger, hvorfor der måtte en særlig afskærmning til, for at få vingerne til at rotere.
Dette klarede Lars Nielsen på følgende måde:
Udenom det firkantede møllehus byggede han en 3 m høj cylindrisk mur med en diameter på 16 m.
I huller i murens overside var der anbragt træpæle (læpæle) med lige store mellemrum.
Pælene ragede 2-3 m op over muren og tjente til at fastholde de flader, som skulle afskærme vindfanget på mindst en fjerdedel af murens omkreds.
Huset havde indgang fra nord gennem en 3 m lang gang, der førte gennem muren og mellemrummet mellem denne og huset.
En indberetning fra Tax, dateret 1. okt. 1735, omtaler, at man nu har flyttet muren længere ud, fordi vingerne havde tilbøjelighed til at slå imod pælene eller skærmene.
Muligvis har rummet mellem muren og huset været opfyldt med sten og kalk, således at der fremkom en flade at gå på for dem, der skulle flytte skærmene, når vinden skiftede retning.
Lars Nielsen påbegyndte arbejdet i sommeren 1732, og vinteren gik, før møllen var klar til prøvemalingerne, som helt igennem blev en skuffelse, eller en række af skuffelser, ikke mindst for den gamle kvartermester, der bogstavelig talt tog sin død deraf.
Nå, de hårde vinterrejser mellem »Øen og Landet« i forbindelse med hans 73 år havde vel også medvirket dertil.
Lars Nielsens arvinger ansøgte om tilladelse til at fuldføre hans værk, da møllen: » icke var kommen i sin rene Fuldkommenhed, men manquerede endnu lidet Arbejde«.
Det kneb stadig med fuldkommenheden; men i 1735 kunne møllersvenden dog ikke se, at der "manquerede noget«, og 13. feb. 1736 indberettede generalmajor Westh, at møllen nu ved god møllebør kunne male til 400 mand og så endda "aparte for alle andre på Fæstningen«.
Derefter blev arbejdet godkendt, og Bornholms kontributionsregnskab for 1736 kan fortælle, at tømmermand Lauritz Nielsen har fået udbetalt 146 rdl. nemlig "en Rest for en Horisontalmølles Bygning paa Christiansø«.
Det kgl. Biblioteks tegning synes at antyde, at læskærmene har været træ plader. At skulle flytte disse meterhøje træplader, der var placeret 25 m over havets overflade, en vinterdag i blæsevejr - og det var jo det, møllen helst skulle have - har ikke været nogen misundelsesværdig bestilling, især når vinden var drilagtig.
Under Christiansholms højeste punkt, som før hed "Høybyde«, men som fra 1735 kom til at hedde "Møllebakken«, blev opført et hus til mølleren.
Det nuværende møllerhus er fra 1761; men der lå allerede et i 1740.
Her ses også Horisontalmøllen, man kan fornemme hvor læskærmene er.
Udsnit af kort
(Vist på nedenstående kort)
Kort fra 1734 med horisontalmøllen vist.
Trods godkendelsen af Lars Nielsens mølle og attestationer for dens "Fuld kommenhed«, må der alligevel have "manqueret« noget; thi allerede den 5. jan. 1738 foreslog en kommission at lade opføre en almindelig vindmølle.
Horisontalmøllen fik dog ingen konkurrent eller afløser de første 30 år.
I 1753 omtales, at capt. Wolffsen havde udarbejdet en tegning og overslag til en vertikalmølle, da Lars Nielsens mølle "kun sjælden skal kunne male«
Endvidere tilstilles kommandant Stibolt den 28. juli 1759 følgende:
"For at sætte Garnisonen i Stand til at kunne Tid efter anden bringe Havnen i Stand, da skal en bedre Vindmølle bygges, siden den nu-værende Horisontale maler for lidet i stiv Kulte og i godt Vejr intet, og Garnisonen derfor maa arbejde med Haand Qwernen, naar de mest behøves ved Havnen. Til en saadan Vertikalmølles Bygning, skal herfra forsendes Tegning«.
