Succesfuld affyring - opsendelse af A4 - V2 raketter
Tyskland var først i verden med at få en raket ud i rummet !!!
Det var den 03. oktober 1942.
Rakettens bane var lidt syd for Bornholm.
(Den 20. juni 1944 nåede en A4 raket (MW 18014) helt op i 176 kilometer's højde - ((det er mere end det runde tal 100 km)) - Kármán-linjen)
(Rakettens bane var lidt syd for Bornholm).
Det var ikke bare lige at få raketten til at fungere.
Der skulle mange test flyvninger til efter den første succesfulde affyring den 03. oktober 1942, til at den "virkede hver gang" og var stabil og præcis nok.
Der skulle mange test flyvninger til efter den første succesfulde affyring den 03. oktober 1942, til at den "virkede hver gang" og var stabil og præcis nok.
Kilde: side 456 fra bogen "R. V. Jones Most secret war".
Her ser man også raketternes bane syd for Bornholm, der blev afskudt fra Peenemünde.
Raketterne blev fulgt fra observationsposter på Bornholm og fra andre poster syd øen, der var blevet oprettet i forbindelse med forsøgene langs kysten i Østersøen.
Raketterne blev fulgt fra observationsposter på Bornholm og fra andre poster syd øen, der var blevet oprettet i forbindelse med forsøgene langs kysten i Østersøen.
Kilde: side 456 fra bogen "R. V. Jones Most secret war".
Den 3. oktober 1942 lykkedes det Wernher von Braun og hans medarbejdere at gennemføre en vellykket prøveaffyring af en V-2 raket, men raketten var ikke færdigdesignet
Til gengæld blev både Hitler og Himmler interesserede.
Briterne havde modtaget sporadiske informationer om blandt andet avancerede raketprojekter, men de vidste ikke helt, hvad de ledte efter og hvor de skulle lede.
Til gengæld blev både Hitler og Himmler interesserede.
Briterne havde modtaget sporadiske informationer om blandt andet avancerede raketprojekter, men de vidste ikke helt, hvad de ledte efter og hvor de skulle lede.
Da Winston Churchills videnskabelige rådgiver, professor R. V. Jones (Reginald Victor Jones) ikke kunne få alle de oplysninger, han gerne ville have, så kom ingeniøren op i ham.
Så må man regne baglæns tænkte han !
Hans ræsonnement var: Hvis tyskerne ville ”tracke” (spore) deres raketter i deres bane, så ville det blive gjort af deres tekniske elite. Ingen andre ville kunne gøre det. Derfor pålagde han efterretningsvæsnerne at holde øje med 14. og 15. kompagni fra Luftwaffes eksperimentale signalregiment.
Efter 6 måneders venten var der gevinst.
Dele af enhederne blev sporet til Rügen, Dueodde og Svaneke, og enhederne havde netop modtaget den nyeste udgave af Würzburg radaren.
Så må man regne baglæns tænkte han !
Hans ræsonnement var: Hvis tyskerne ville ”tracke” (spore) deres raketter i deres bane, så ville det blive gjort af deres tekniske elite. Ingen andre ville kunne gøre det. Derfor pålagde han efterretningsvæsnerne at holde øje med 14. og 15. kompagni fra Luftwaffes eksperimentale signalregiment.
Efter 6 måneders venten var der gevinst.
Dele af enhederne blev sporet til Rügen, Dueodde og Svaneke, og enhederne havde netop modtaget den nyeste udgave af Würzburg radaren.
Luftwaffe signalgruppe - Bornholm.
Englænderne havde knækket Enigma koden og "hacket" sig ind på tyskernes kommunikation og kunne direkte følge med "live" på observationerne og målingerne af raketterne.
A4 / V2 raketten
Tegning
Tegning
1. Sprænghoved
2. Automatisk gyrokontrol
3. Radiomodtager for kommando- og styresignaler
4. Etanol-vand blanding
5. Raketkroppen
6. Flydende ilt
7. Hydrogenperoxidtank
8. Flasker med komprimeret kvælstof
9. Hydrogenperoxid reaktionskammer
10. Turbinepumpe for fremdriftsmiddel
11. Oxygen/etanol dyser
12. Ramme
13. Forbrændingskammer
14. Vinge
15. Etanolindsprøjtning
16. Jet-styrefinne
17. Luft-styrefinne
2. Automatisk gyrokontrol
3. Radiomodtager for kommando- og styresignaler
4. Etanol-vand blanding
5. Raketkroppen
6. Flydende ilt
7. Hydrogenperoxidtank
8. Flasker med komprimeret kvælstof
9. Hydrogenperoxid reaktionskammer
10. Turbinepumpe for fremdriftsmiddel
11. Oxygen/etanol dyser
12. Ramme
13. Forbrændingskammer
14. Vinge
15. Etanolindsprøjtning
16. Jet-styrefinne
17. Luft-styrefinne
Skærmprint af animationsfilm af en A4 raket opsendelse fra Peenemünde
rakettens bane går lidt syd for Bornholm til den slår ned i Østersøen.
(Med lidt informationer (på tysk) om rakettens rejse)
rakettens bane går lidt syd for Bornholm til den slår ned i Østersøen.
(Med lidt informationer (på tysk) om rakettens rejse)
Rakettens bane var lidt syd for Bornholm (den tynde lidt skrå linie)
Her er informationer (på tysk) om rakettens rejse
Animationsfilm om en A4 / V2 rakets rejse fra opsendelsen i Peenemünde til nedslaget i Østersøen
Rakettens bane går lidt syd for Bornholm
(Der er tysk tale)
Klik på den lille trekant i cirklen.
Rakettens bane går lidt syd for Bornholm
(Der er tysk tale)
Klik på den lille trekant i cirklen.
Klik på fuldskærm visning - nede til højre "skrå pil"
(Hvis /når du har set filmen - Klik på Esc for at komme tilbage)
(Hvis /når du har set filmen - Klik på Esc for at komme tilbage)
Detaljeret beskrivelse af en succesfuld affyring - opsendelse og nedslag af en A4 / V2 raket fra Peenemünde.
Raketten løftede sig langsomt og i første omgang tøvende, som om den kun modvilligt rev sig løs fra sine jordiske fortøjninger.
Hele 3 sekunder gik der, inden dens halefinner endelig var fri af den mobile portalkran, som havde holdt den oprejst.
Men nu hvor den var sluppet fri af sit tøjr, overvandt den tilsyneladende den manglende selvtillid.
Den var allerede lettere og stærkere.
For at tilbagelægge de første vanskelige 15 m havde den allerede forbrændt næsten 500 kilo drivmiddel, og fysikkens love var begyndt at gøre deres virkning.
Fra nu af blev der forbrugt 125 kilo brændstof og iltningsmiddel i sekundet, og så var der det mindre at transportere.
Fremdriften blev en del at regnestykket, og det var til større og større fordel for raketten.
De næste 15 m's stigning tog kun en brøkdel at et sekund. og de efterfølgende 15 endnu mindre.
Det værste var overstået, og efter at raketten havde klaret det tungeste Løft, faldt den tilsyneladende til ro; dens rysten og skælven aftog, og belastningen på dens konstruktion og systemer blev mindre.
Den udnyttede sin egen opadstigende bevægelse til at hæve sig højere og højere op.
Landskabet i Peenemünde under den, hvorfra affyringen havde fundet sted, blev mere og mere udvisket.
Snart forsvandt tankvognene med brændstof, lastbilanhængerne, den 16 ton tunge Strabo-kran og de pansrede kommando- og kontrolvogne ved affyringsrampen.
Raketten fik mere fart på og steg 150, 175 og så: 200 m/s.
Raketten blev ved med at hæve sig højere op over den Pommerske Østersøkyst og fastholdt en stigning på præcis 90° for at forhindre de skrøbelige aluminiumsbrændstoftanke i at revne.
De var konstrueret med en tynd overflade, der skulle få dem til at veje mindre, og var kun i stand til at modstå vægten af rakettens 8.600 kilo drivmiddel i lodret stilling.
På nuværende trin ville enhver hældning eller rulning, der fik brændstoffet til at flytte sig, skabe et brud på tankene og få brændstoffet til at eksplodere.
Raketten havde brug for tid til at reducere sin vægt og holdt derfor sin lodrette kurs, og dens bane tegnede sig som en svulmende hvid kondensstribe, efterhånden som den brintoveriltedrevne dampturbine med 580 hestekræfter pumpede brændstof ind i forbrændingskammeret gennem de 3.184 injektoråbninger.
Her antændte en elektrisk tændingsanordning, et snurrende hjul af tændrør, den forstøvede blanding af alkohol og flydende ilt og frembragte en strøm af udstødningsgasser med en temperatur på 2.650°C.
Den overophedede udstødningsgas, som trængte ud gennem en smal dyse og blev sprøjtet med et alkoholdrivmiddel for at forøge fremdriften, drev raketten hurtigere og hurtigere frem.
Dens stigningshastighed var nu 335 m/s. og dens højde godt 3 km.
Langt nede hørte det store affyringsmandskab, pludselig en lyd som et knald fra en kæmpemæssig pisk.
Uden at se op var de klar over, at deres raket lige havde gennembrudt lydmuren.
Og den accelererede stadig på flugt fra sin egen trykbølge.
Der var gået 25 sekunder siden opsendelsen.
I løbet at den tid havde raketten skilt sig af med knap 3.000 kilo.
Temperaturen i den tynde metalbeklædning, der dækkede dele at ydersiden, var steget brat fra minus 183° C, da raketten blev forsynet med brændstof, til over 150°C.
Trykket på dens stålskelet og den indvendige struktur var steget til næsten fire gange tyngdekræften.
Men vigtigst af alt var indholdet af de to spinkle brændstofstanke blevet reduceret med mere end en tredjedel, så den kunne begynde at manøvrere sikkert.
Endelig var raketten for alvor fri.
Som om det opildnede den ikke længere at være bundet til en strengt lodret bane, øgede den farten yderligere og steg højere op, mens den drejede elegant om sin egen akse, ændrede kurs mod øst og sænkede sin lange tilspidsede krop i en 45° hældning.
16 km under den forsvandt Rügens kystlinie ud at syne og blev afløst af Østersøens kulsorte vand.
Raketten bevægede sig nu med to gange lydens hastighed og steg stadig.
De fire styrevinger tilpassede trimning, pitch og giring ved hjælp af varmebestandige finner af grafit, som dirigerede strømmen af hvidglødende udstødningsgasser.
Styringsmekanismerne blev til gengæld dirigeret af en platform med gyroskoper, som var monteret under næsekeglen.
Dette inertinavigationssystem — det første i verden — var rakettens hjerne, det geni, som adskilte den fra alle andre bejlere til tronen.
De snurrende, kardansk ophængte hjul, der roterede med en hastighed af 2.000 omdrejninger i minuttet, pegede i samme retning, uanset hvor raketten bevægede sig hen.
Accelerometre, der var fastgjort til det konstant vandrette ophæng, aflæste rakettens rotation i forhold til den stabile platform og fortalte nøjagtigt, i hvilken retning den styrede, og hvilken kurs den skulle følge. Men selv om raketten var fri til at bevæge sig, havde den ikke sin egen frie vilje.
Dens gyroskoper var forudindstillet, og dens bane fastsat på forhånd ud fra en samling komplekse matematiske ligninger.
Nu gav disse beregninger den besked om at formindske sit trim og øge hældningen til 49°.
Det gjorde den med et ryk med en finne og en lillebitte drejning med sideroret.
Det viste sig at være lettere at stige i den nye vinkel, og den kunne derfor bevæge sig endnu hurtigere. Efterhånden som tusinder af kilo brændstof blev forbrændt, ændredes forholdet mellem rakettens fremdrift og vægt, der havde været så ufordelagtigt ved opsendelsen, og blev mere og mere gunstigt.
Nu hvor dens motor ikke længere skulle skubbe så tung en last, kunne den for alvor slippe sig løs og pløje fremad med 5.367 km/t.
24 km over havoverfladen trængte raketten ind i de øverste lag af atmosfæren, hvor en forbrændingsmotor normalt bliver kvalt i den tynde luft.
Men den fik uden problemer oxygen, fordi den havde sin egen flydende forsyning med.
De voldsomme G-kræfter, der var forårsaget af den vedvarende acceleration, frembragte nu otte gange tyngdekraftens påvirkning og pressede dens næse og skelet sammen.
Snart kradsede gnidningsmodstanden i atmosfæren mod dens overflade, der sine steder blev opvarmet til 260°C.
Men den var let som en sommerfugl: Den havde smidt næsten 8.000 af sine godt 12.000 kilo og bevægede sig med godt 1 ½ km/s.
Efter at have fløjet i 63 sekunder ophørte raketten med at være en raket.
I en højde af 27 km standsede turbinen og afbrød forsyningen af brændstof til forbrændingskammeret.
Nu var raketten et projektil, en 14 m lang artillerigranat malet i et takket camouflagemønster i klar hvid, stuvet grå og olivengrøn.
Selv om raketten ikke længere blev drevet frem af en motor, steg den stadig og bevægede sig med en fart af 5.600 km/t.
Fysikkens love. som havde bragt den så langt, ville også føre den igennem rejsens sidste etape.
Den overvandt de første 30 km og de efterfølgende 20 og blev ved med at stige.
Efter yderligere ti sekunder nåede den sit apogæeum — toppunktet — på 84 km.
Den strejfede nu intetheden i det ydre rum.
Langsomt og i første omgang umærkeligt begyndte halen at synke.
Raketten for stadig fremad med næsten fem gange lydens hastighed, men var nu ved at miste højde og fart, og de stabiliserende finner havde ingen kontrol over den, da den tumlede tilbage mod jorden.
Styrkeprøven mellem fremdriftskraften og tyngdekraften var begyndt.
Over Østersøen var raketten nu i frit fald, og med halen forrest styrtede den mod jorden med en hastighed af godt 1 km/s.
Da den kom ned i den tættere atmosfære, begyndte dens finner at genvinde kontrollen, og den rettede sig langsomt op.
Den aerodynamiske friktion, som tillod dens stabilisatorer at fungere igen, begyndte at beskadige den ydre
skal, som hurtigt blev varmere og varmere.
Temperaturen i det godt 0,5 cm tykke plademetal omkring næsekeglen steg til 590°C og fik den til at gløde svagt.
Luftmodstanden voksede, idet raketten kom ned i den lavere, mere tætte atmosfære og nærmede sig jorden.
Den jog hen over bugten ud for Polen med en let roterende bevægelse, der fik kanterne i det takkede mønster til at snurre rundt.
Ud over den beskyttende bemaling og et syvcifret løbenummer havde raketten ingen kendemærker.
Dens skaber, den højt begavede ingeniør Wernher von Braun, betegnede den som A-4.
I den nazistiske overkommando blev den kaldt Vergeltungswaffe 2, (V-2) det nye gengældelsesvåben, som skulle genoprette magtbalancen i luftkampagnen.
Briterne skulle komme til at kende den som V-2, verdens første ballistiske missil.
I de sidste øjeblikke af V-2-rakettens 4 minutter lange flyvning bredte målområdet sig ud under den til alle sider.
Raketten var blind. Dens navigationssystem var holdt op med at fungere efter rejsens første 27 km, hvor den var blevet slynget ud i en forudbestemt bane.
Men V-2 var ikke et præcisionsvåben; det var en tilfældighed, hvor missilet helt nøjagtigt ville ramme inden for en radius af 16 km.
Det planlagte nedslagspunkt kom tættere og tættere på.
Rakettens målområde blev indsnævret, det dukkede nu frem forude.
Havets overflade nærmede sig med tre gange lydens hastighed.
Men ingen hørte V-2-raketten komme.
Lydmursbraget, det gennemtrængende, tordnende drøn, der lød, som om et lyn slog ned i nærheden, havde ikke indhentet den endnu.
Lydløst hamrede raketten ned i Østersøens vand med en hastighed på Mach 3 og skabte en stor vandsøjle.
Hvis den havde været armeret ville følgende have sket:
Et millisekund efter nedslaget ville 738 kilo sprængstof detonere, en lyserød blanding af ammoniumnitrat og amatol.
V2 raketten brugt som våben
V2 raketten blev anvendt som brugbart våben af Tyskland fra september 1944 i 2. verdenskrig.
Den blev især affyret mod London i England.
Den blev også brugt til bombardement af havneanlæg i Belgien mod de allieredes landgang der.
Der blev også affyret nogle V2 raketter mod Paris i Frankrig i forbindelse med befrielsen af byen.
Hele 3 sekunder gik der, inden dens halefinner endelig var fri af den mobile portalkran, som havde holdt den oprejst.
Men nu hvor den var sluppet fri af sit tøjr, overvandt den tilsyneladende den manglende selvtillid.
Den var allerede lettere og stærkere.
For at tilbagelægge de første vanskelige 15 m havde den allerede forbrændt næsten 500 kilo drivmiddel, og fysikkens love var begyndt at gøre deres virkning.
Fra nu af blev der forbrugt 125 kilo brændstof og iltningsmiddel i sekundet, og så var der det mindre at transportere.
Fremdriften blev en del at regnestykket, og det var til større og større fordel for raketten.
De næste 15 m's stigning tog kun en brøkdel at et sekund. og de efterfølgende 15 endnu mindre.
Det værste var overstået, og efter at raketten havde klaret det tungeste Løft, faldt den tilsyneladende til ro; dens rysten og skælven aftog, og belastningen på dens konstruktion og systemer blev mindre.
Den udnyttede sin egen opadstigende bevægelse til at hæve sig højere og højere op.
Landskabet i Peenemünde under den, hvorfra affyringen havde fundet sted, blev mere og mere udvisket.
Snart forsvandt tankvognene med brændstof, lastbilanhængerne, den 16 ton tunge Strabo-kran og de pansrede kommando- og kontrolvogne ved affyringsrampen.
Raketten fik mere fart på og steg 150, 175 og så: 200 m/s.
Raketten blev ved med at hæve sig højere op over den Pommerske Østersøkyst og fastholdt en stigning på præcis 90° for at forhindre de skrøbelige aluminiumsbrændstoftanke i at revne.
De var konstrueret med en tynd overflade, der skulle få dem til at veje mindre, og var kun i stand til at modstå vægten af rakettens 8.600 kilo drivmiddel i lodret stilling.
På nuværende trin ville enhver hældning eller rulning, der fik brændstoffet til at flytte sig, skabe et brud på tankene og få brændstoffet til at eksplodere.
Raketten havde brug for tid til at reducere sin vægt og holdt derfor sin lodrette kurs, og dens bane tegnede sig som en svulmende hvid kondensstribe, efterhånden som den brintoveriltedrevne dampturbine med 580 hestekræfter pumpede brændstof ind i forbrændingskammeret gennem de 3.184 injektoråbninger.
Her antændte en elektrisk tændingsanordning, et snurrende hjul af tændrør, den forstøvede blanding af alkohol og flydende ilt og frembragte en strøm af udstødningsgasser med en temperatur på 2.650°C.
Den overophedede udstødningsgas, som trængte ud gennem en smal dyse og blev sprøjtet med et alkoholdrivmiddel for at forøge fremdriften, drev raketten hurtigere og hurtigere frem.
Dens stigningshastighed var nu 335 m/s. og dens højde godt 3 km.
Langt nede hørte det store affyringsmandskab, pludselig en lyd som et knald fra en kæmpemæssig pisk.
Uden at se op var de klar over, at deres raket lige havde gennembrudt lydmuren.
Og den accelererede stadig på flugt fra sin egen trykbølge.
Der var gået 25 sekunder siden opsendelsen.
I løbet at den tid havde raketten skilt sig af med knap 3.000 kilo.
Temperaturen i den tynde metalbeklædning, der dækkede dele at ydersiden, var steget brat fra minus 183° C, da raketten blev forsynet med brændstof, til over 150°C.
Trykket på dens stålskelet og den indvendige struktur var steget til næsten fire gange tyngdekræften.
Men vigtigst af alt var indholdet af de to spinkle brændstofstanke blevet reduceret med mere end en tredjedel, så den kunne begynde at manøvrere sikkert.
Endelig var raketten for alvor fri.
Som om det opildnede den ikke længere at være bundet til en strengt lodret bane, øgede den farten yderligere og steg højere op, mens den drejede elegant om sin egen akse, ændrede kurs mod øst og sænkede sin lange tilspidsede krop i en 45° hældning.
16 km under den forsvandt Rügens kystlinie ud at syne og blev afløst af Østersøens kulsorte vand.
Raketten bevægede sig nu med to gange lydens hastighed og steg stadig.
De fire styrevinger tilpassede trimning, pitch og giring ved hjælp af varmebestandige finner af grafit, som dirigerede strømmen af hvidglødende udstødningsgasser.
Styringsmekanismerne blev til gengæld dirigeret af en platform med gyroskoper, som var monteret under næsekeglen.
Dette inertinavigationssystem — det første i verden — var rakettens hjerne, det geni, som adskilte den fra alle andre bejlere til tronen.
De snurrende, kardansk ophængte hjul, der roterede med en hastighed af 2.000 omdrejninger i minuttet, pegede i samme retning, uanset hvor raketten bevægede sig hen.
Accelerometre, der var fastgjort til det konstant vandrette ophæng, aflæste rakettens rotation i forhold til den stabile platform og fortalte nøjagtigt, i hvilken retning den styrede, og hvilken kurs den skulle følge. Men selv om raketten var fri til at bevæge sig, havde den ikke sin egen frie vilje.
Dens gyroskoper var forudindstillet, og dens bane fastsat på forhånd ud fra en samling komplekse matematiske ligninger.
Nu gav disse beregninger den besked om at formindske sit trim og øge hældningen til 49°.
Det gjorde den med et ryk med en finne og en lillebitte drejning med sideroret.
Det viste sig at være lettere at stige i den nye vinkel, og den kunne derfor bevæge sig endnu hurtigere. Efterhånden som tusinder af kilo brændstof blev forbrændt, ændredes forholdet mellem rakettens fremdrift og vægt, der havde været så ufordelagtigt ved opsendelsen, og blev mere og mere gunstigt.
Nu hvor dens motor ikke længere skulle skubbe så tung en last, kunne den for alvor slippe sig løs og pløje fremad med 5.367 km/t.
24 km over havoverfladen trængte raketten ind i de øverste lag af atmosfæren, hvor en forbrændingsmotor normalt bliver kvalt i den tynde luft.
Men den fik uden problemer oxygen, fordi den havde sin egen flydende forsyning med.
De voldsomme G-kræfter, der var forårsaget af den vedvarende acceleration, frembragte nu otte gange tyngdekraftens påvirkning og pressede dens næse og skelet sammen.
Snart kradsede gnidningsmodstanden i atmosfæren mod dens overflade, der sine steder blev opvarmet til 260°C.
Men den var let som en sommerfugl: Den havde smidt næsten 8.000 af sine godt 12.000 kilo og bevægede sig med godt 1 ½ km/s.
Efter at have fløjet i 63 sekunder ophørte raketten med at være en raket.
I en højde af 27 km standsede turbinen og afbrød forsyningen af brændstof til forbrændingskammeret.
Nu var raketten et projektil, en 14 m lang artillerigranat malet i et takket camouflagemønster i klar hvid, stuvet grå og olivengrøn.
Selv om raketten ikke længere blev drevet frem af en motor, steg den stadig og bevægede sig med en fart af 5.600 km/t.
Fysikkens love. som havde bragt den så langt, ville også føre den igennem rejsens sidste etape.
Den overvandt de første 30 km og de efterfølgende 20 og blev ved med at stige.
Efter yderligere ti sekunder nåede den sit apogæeum — toppunktet — på 84 km.
Den strejfede nu intetheden i det ydre rum.
Langsomt og i første omgang umærkeligt begyndte halen at synke.
Raketten for stadig fremad med næsten fem gange lydens hastighed, men var nu ved at miste højde og fart, og de stabiliserende finner havde ingen kontrol over den, da den tumlede tilbage mod jorden.
Styrkeprøven mellem fremdriftskraften og tyngdekraften var begyndt.
Over Østersøen var raketten nu i frit fald, og med halen forrest styrtede den mod jorden med en hastighed af godt 1 km/s.
Da den kom ned i den tættere atmosfære, begyndte dens finner at genvinde kontrollen, og den rettede sig langsomt op.
Den aerodynamiske friktion, som tillod dens stabilisatorer at fungere igen, begyndte at beskadige den ydre
skal, som hurtigt blev varmere og varmere.
Temperaturen i det godt 0,5 cm tykke plademetal omkring næsekeglen steg til 590°C og fik den til at gløde svagt.
Luftmodstanden voksede, idet raketten kom ned i den lavere, mere tætte atmosfære og nærmede sig jorden.
Den jog hen over bugten ud for Polen med en let roterende bevægelse, der fik kanterne i det takkede mønster til at snurre rundt.
Ud over den beskyttende bemaling og et syvcifret løbenummer havde raketten ingen kendemærker.
Dens skaber, den højt begavede ingeniør Wernher von Braun, betegnede den som A-4.
I den nazistiske overkommando blev den kaldt Vergeltungswaffe 2, (V-2) det nye gengældelsesvåben, som skulle genoprette magtbalancen i luftkampagnen.
Briterne skulle komme til at kende den som V-2, verdens første ballistiske missil.
I de sidste øjeblikke af V-2-rakettens 4 minutter lange flyvning bredte målområdet sig ud under den til alle sider.
Raketten var blind. Dens navigationssystem var holdt op med at fungere efter rejsens første 27 km, hvor den var blevet slynget ud i en forudbestemt bane.
Men V-2 var ikke et præcisionsvåben; det var en tilfældighed, hvor missilet helt nøjagtigt ville ramme inden for en radius af 16 km.
Det planlagte nedslagspunkt kom tættere og tættere på.
Rakettens målområde blev indsnævret, det dukkede nu frem forude.
Havets overflade nærmede sig med tre gange lydens hastighed.
Men ingen hørte V-2-raketten komme.
Lydmursbraget, det gennemtrængende, tordnende drøn, der lød, som om et lyn slog ned i nærheden, havde ikke indhentet den endnu.
Lydløst hamrede raketten ned i Østersøens vand med en hastighed på Mach 3 og skabte en stor vandsøjle.
Hvis den havde været armeret ville følgende have sket:
Et millisekund efter nedslaget ville 738 kilo sprængstof detonere, en lyserød blanding af ammoniumnitrat og amatol.
V2 raketten brugt som våben
V2 raketten blev anvendt som brugbart våben af Tyskland fra september 1944 i 2. verdenskrig.
Den blev især affyret mod London i England.
Den blev også brugt til bombardement af havneanlæg i Belgien mod de allieredes landgang der.
Der blev også affyret nogle V2 raketter mod Paris i Frankrig i forbindelse med befrielsen af byen.
Der blev dræbt ret mange mennesker ved disse bombardementer.
Ved fremstillingen af V2 raketterne anvendtes personer (tvangsarbejdere) fra koncentrationslejre.
Der døde rigtig mange af disse personer ved arbejdet med raketfremstillingen.
Ved krigsafslutningen blev Wernher von Braun sammen med en del andre tilknyttet raketudviklingen, taget til fange af amerikanerne.
Han og hans kollegaer kom senere til at fortsætte arbejdet med rumfart, men denne gang for USA.
Nogle andre kollegaer endte i Sovjet og arbejdede med Ruslands rum-program.
Ved fremstillingen af V2 raketterne anvendtes personer (tvangsarbejdere) fra koncentrationslejre.
Der døde rigtig mange af disse personer ved arbejdet med raketfremstillingen.
Ved krigsafslutningen blev Wernher von Braun sammen med en del andre tilknyttet raketudviklingen, taget til fange af amerikanerne.
Han og hans kollegaer kom senere til at fortsætte arbejdet med rumfart, men denne gang for USA.
Nogle andre kollegaer endte i Sovjet og arbejdede med Ruslands rum-program.