Kommunikation til og fra Peenemünde
Når der skulle foretages prøveafskydninger af raketter fra Peenemünde, skulle mandskabet fra det 14. kompagni fra Luftwaffes eksperimentale signalregiment (og andre) på Bornholm være klar, dvs. at de skulle have besked noget før fra Peenemünde.
Og samtidig medens afskydningen / opsendelsen skete - observationer / målinger foretages - sendes disse til Peenemünde.
(Måske sendes disse umiddelbart kort tid efter istedet for direkte).
Under alle omstændigheder så kommunikeredes der med Peenemünde.
Den kommunikation foregik f.eks. gennem telekabler eller radiokædestation:
Og samtidig medens afskydningen / opsendelsen skete - observationer / målinger foretages - sendes disse til Peenemünde.
(Måske sendes disse umiddelbart kort tid efter istedet for direkte).
Under alle omstændigheder så kommunikeredes der med Peenemünde.
Den kommunikation foregik f.eks. gennem telekabler eller radiokædestation:
Kabler
Da de tyske tropper 10. april 1940 besatte Bornholm, kom de til en ø, hvor kommunikationslinierne til omverdenen var helt utilstrækkelige til at opfylde det militære behov.
Det bornholmske samfund havde mulighed for at telefonere og sende fjernskrivermeddelelser og telegrammer via statstelefonens kabel til København.
Fra besættelsens begyndelse overtog tyskerne kontrollen med kabelforbindelsen, hvilket medførte, at den civile administration, erhvervslivet og private personer kun i meget begrænset omfang kunne opnå forbindelse med omverdenen.
Kabelforbindelsen gik over Ystad til København.
Det betød, at den svenske efterretningstjeneste havde mulighed for at aflytte telefonsamtaler og kontrollere telegram- og fjernskrivertrafikken.
Tyskernes interesse for at skabe egne forbindelser var derfor stor. Mulighederne var at skaffe flere kabelforbindelser og etablere et antal radioforbindelser.
I Kastelbygningen indrettede tyskerne en radiostation, der sikrede Inselkommandaturen forbindelse til de øvrige led i kommandostrukturen.
Efterhånden som tyskerne etablerede nye anlæg og funktioner rundt omkring på øen, blev behovet for telefon- og radioforbindelser med omverdenen større og større.
Store Nordiske Telegrafselskabs søkabel til Libau gik delvis gennem Bornholm.
Ved at kappe kablet ved Snogebæk og føre enderne til Rønne etablerede værnemagten direkte søkabelforbindelse til Kolberg og Møn.
Kablet til Kolberg blev koblet til fast fjernskriverforbindelse.
Den anden ende af Store Nordiskes kabel skulle kobles på samme .
Værnemagten havde dog fortsat et behov for at udbygge telefon- og telegrafforbindelserne.
Det bornholmske samfund havde mulighed for at telefonere og sende fjernskrivermeddelelser og telegrammer via statstelefonens kabel til København.
Fra besættelsens begyndelse overtog tyskerne kontrollen med kabelforbindelsen, hvilket medførte, at den civile administration, erhvervslivet og private personer kun i meget begrænset omfang kunne opnå forbindelse med omverdenen.
Kabelforbindelsen gik over Ystad til København.
Det betød, at den svenske efterretningstjeneste havde mulighed for at aflytte telefonsamtaler og kontrollere telegram- og fjernskrivertrafikken.
Tyskernes interesse for at skabe egne forbindelser var derfor stor. Mulighederne var at skaffe flere kabelforbindelser og etablere et antal radioforbindelser.
I Kastelbygningen indrettede tyskerne en radiostation, der sikrede Inselkommandaturen forbindelse til de øvrige led i kommandostrukturen.
Efterhånden som tyskerne etablerede nye anlæg og funktioner rundt omkring på øen, blev behovet for telefon- og radioforbindelser med omverdenen større og større.
Store Nordiske Telegrafselskabs søkabel til Libau gik delvis gennem Bornholm.
Ved at kappe kablet ved Snogebæk og føre enderne til Rønne etablerede værnemagten direkte søkabelforbindelse til Kolberg og Møn.
Kablet til Kolberg blev koblet til fast fjernskriverforbindelse.
Den anden ende af Store Nordiskes kabel skulle kobles på samme .
Værnemagten havde dog fortsat et behov for at udbygge telefon- og telegrafforbindelserne.
Radiokæde
En sikker, hurtig og driftsikker forbindelse kunne etableres ved hjælp af en radiokædeforbindelse.
I 1940 havde tyskerne flere års erfaring med sådanne anlæg.
Luftwaffes signalkorps (Luftnachrichten Truppen) havde siden midten af 1930erne arbejdet med denne teknik, hvorfor de på Bornholm var i stand til oprette en moderne radiokædestation.
I 1940 havde tyskerne flere års erfaring med sådanne anlæg.
Luftwaffes signalkorps (Luftnachrichten Truppen) havde siden midten af 1930erne arbejdet med denne teknik, hvorfor de på Bornholm var i stand til oprette en moderne radiokædestation.
Udsnit af "Tyskertårnet"
Foto af "Tyskertårnet"
"Tyskertårnet lå nær ved Kongemindet i Almindingen.
Opført i 1944 på Rytterknægten som ligger 162 meter over havets overflade, det var ca. 65 meter højt, så den øverste platform var 227 meter over havets overflade.
Det var en af tyskernes radiokædestationer.
"Tyskertårnet lå nær ved Kongemindet i Almindingen.
Opført i 1944 på Rytterknægten som ligger 162 meter over havets overflade, det var ca. 65 meter højt, så den øverste platform var 227 meter over havets overflade.
Det var en af tyskernes radiokædestationer.
Klik her for at redigere.
Tyske radiokædestationer
Mellem Bornholm og Misdroy (hvor tyske våbenforsøg fandt sted) var der etableret en radiokædeforbindelse
En radiokæde hedder på tysk Richtfunk – Retnings(bestemt) radio.
Fra en højt placeret antenne udsendes radiobølgerne som en stærk retningsbestemt ”stråle".
Modtageantennen er ligeledes stærkt retningsbestemt.
Radiobølgen ”bærer” de telefon- , fjernskriver- og andre telegrafsignaler, der skal sendes.
Der anvendes kortbølger i decimeterklassen, hvilket er grunden til, at det tyske udstyr benævnes Decimeter-Gerät,.DMG.
Det militære grundlag for radiokæder var nødvendigheden af at holde sikre forbindelser over lange afstande til højt mobile enheder.
Radiokæders fordel var, at den kunne supplere telefon- og fjernskriverforbindelserne, uden at der krævedes udlægning af kabler.
Radiokædens anden militære fordel var, at den var uhyre vanskelig at aflytte for uvedkommende.
Ved opstilling af radiokæder er det et fysisk krav, at der er et optisk sigt mellem de stationer der står i forbindelse med hinanden.
På Bornholm var Rytterknægten et velegnet højdepunkt for en placering.
Den modsvarende station blev placeret tilsvarende højt beliggende på Rügen.
På Rytterknægten var der opstillet et ”Michael Gerät –mittleres”, der havde forbindelse til Rønne.
Det var overordentligt robust og funktionssikkert.
Det var simpelt at betjene selv for personel uden videregående signaluddanelse.
Udstyret var seriefremstillet i et antal af 3.560 stk. og var selv efter vore nutidige begreber meget avanceret. Teoretisk behøvede Michael stationerne ikke at være bemandede, men var det dog næsten altid af hensyn til overfald fra modstandsbevægelsen o.s.v.
Fra Rytterknægtanlægget til Rügen foregik forbindelsen med en Trägerfrequenzgerät ”Tf.b 2” – en bærefrekvensdel, der tillod samtidig ekspedition af telegrafi og telefoni.
Fejl ved materiellet viste sig for operatøren ved blikkende kontrollamper - eller ved hørbar alarm.
Operatøren kunne hurtigt og med få greb udtage den fejlbelastede del eller komponent og indsætte en ny, uden at den igangværende korrespondance blev nævneværdigt forstyrret eller forsinket.
”Michael” – udstyret anvendtes meget af Luftwaffe.
Den geografiske afstand mellem Rügen og Bornholm var meget fordelagtig for at skabe en sikker forbindelse til/fra en Richtfunk station på Rugen.
Fra en højt placeret antenne udsendes radiobølgerne som en stærk retningsbestemt ”stråle".
Modtageantennen er ligeledes stærkt retningsbestemt.
Radiobølgen ”bærer” de telefon- , fjernskriver- og andre telegrafsignaler, der skal sendes.
Der anvendes kortbølger i decimeterklassen, hvilket er grunden til, at det tyske udstyr benævnes Decimeter-Gerät,.DMG.
Det militære grundlag for radiokæder var nødvendigheden af at holde sikre forbindelser over lange afstande til højt mobile enheder.
Radiokæders fordel var, at den kunne supplere telefon- og fjernskriverforbindelserne, uden at der krævedes udlægning af kabler.
Radiokædens anden militære fordel var, at den var uhyre vanskelig at aflytte for uvedkommende.
Ved opstilling af radiokæder er det et fysisk krav, at der er et optisk sigt mellem de stationer der står i forbindelse med hinanden.
På Bornholm var Rytterknægten et velegnet højdepunkt for en placering.
Den modsvarende station blev placeret tilsvarende højt beliggende på Rügen.
På Rytterknægten var der opstillet et ”Michael Gerät –mittleres”, der havde forbindelse til Rønne.
Det var overordentligt robust og funktionssikkert.
Det var simpelt at betjene selv for personel uden videregående signaluddanelse.
Udstyret var seriefremstillet i et antal af 3.560 stk. og var selv efter vore nutidige begreber meget avanceret. Teoretisk behøvede Michael stationerne ikke at være bemandede, men var det dog næsten altid af hensyn til overfald fra modstandsbevægelsen o.s.v.
Fra Rytterknægtanlægget til Rügen foregik forbindelsen med en Trägerfrequenzgerät ”Tf.b 2” – en bærefrekvensdel, der tillod samtidig ekspedition af telegrafi og telefoni.
Fejl ved materiellet viste sig for operatøren ved blikkende kontrollamper - eller ved hørbar alarm.
Operatøren kunne hurtigt og med få greb udtage den fejlbelastede del eller komponent og indsætte en ny, uden at den igangværende korrespondance blev nævneværdigt forstyrret eller forsinket.
”Michael” – udstyret anvendtes meget af Luftwaffe.
Den geografiske afstand mellem Rügen og Bornholm var meget fordelagtig for at skabe en sikker forbindelse til/fra en Richtfunk station på Rugen.
Båd / skib
Schnellboot i Rønne havn
Der kunne også sendes meddelelser / beskeder til Peenemünde med båd